Der er mange lånte identiteter af Herculaneum: Pompejis mindre kendte tvilling, den romerske gud Herkules' bolig, Vesuvs by ... Herculaneum er måske alt dette, men det er også så meget mere, en selvstændig pris, der hævder sin egen individualitet. Herculaneum har rejst sig fra asken og indtaget sin egen plads i historiebøgerne. Her er alt, hvad du behøver at vide om denne smukke bys rige historie og arv.
I begyndelsen skiftede Herculaneum hænder mange gange, fra Oscanerne (en italiensk stamme, der tilhørte Campania og Latium) til grækerne, samnitterne (en anden italiensk bosættelse mellem latinerne og grækerne) og til sidst romerne i 89 f.Kr. Da Herculaneum blev opdaget, havde den alle de karakteristiske træk ved en blomstrende romersk by. Det omfattede overdådige villaer, bade, værtshuse, en gymnastiksal og meget mere.
I 62 e.Kr. raserede et voldsomt jordskælv Herculaneum og ødelagde strukturer som teatret. Men genopbygningen blev hurtigt sat i gang. Beboerne var ikke klar over, at det var et tegn på spirende vulkansk aktivitet. I 79 e.Kr. gik Vesuv i udbrud i det, der anses for at være et af de værste udbrud i dens karriere. De pyroklastiske strømme, der væltede ned ad dens flanker, begravede Herculaneum i mere end 70 meter aske.
Ambrogio Nocerino, en landmand i den nuværende by Ercolano, faldt over marmorfragmenter, da han gravede en brønd. Nyheden om dette nåede snart den østrigske kommandant prins d'Elbeuf, som foretog yderligere udgravninger af det, der blev anerkendt som Herculaneum-teatret. Han tog buster og marmorstatuer med sig for at udsmykke sit hjem.
Under kong Charles Bourbon fortsatte udgravningerne, om end de var grove - der blev boret sidetunneler ind i teatret og andre strukturer, hvilket resulterede i beskadigelse af flere freskoer og stukarbejde. Da Karl Weber tog over i 1750, fik udgravningerne en mere videnskabelig drejning. Men der var stadig meget tilbage at ønske med hensyn til tilgang og teknik.
Kong Frans I genoptog udgravningerne i Herculaneum og afdækkede strukturer som Argus' Hus og Skelettets Hus. Herculaneum begyndte at fremstå som et frilandsmuseum, men i 1837 blev midlerne til udgravningen omdirigeret til amfiteatret i Pozzuoli.
Det var under Maiuris ledelse, at Herculaneum for alvor begyndte at stråle. Interessant nok blev de fleste af hans udgravninger godkendt under Mussolini-regimet. Hans vision var klar: Resterne af Herculaneum skulle efterlades in situ (på stedet) og restaureres til deres oprindelige tilstand, hvor det var muligt. Denne måde at nærme sig Herculaneum på med hellighed var en velkommen og rost forandring.
Indtil da troede arkæologerne, at beboerne i Herculaneum havde været forudseende nok til at evakuere, før det gik galt - og det var derfor, de ikke kunne finde nogen jordiske rester. Forestil dig deres chok i 1982, da de fandt omkring 300 skeletter i nærheden af bådehusene ved kysten - sammenkrøbet i forskellige tilstande af fortvivlelse og desperation. Det antages, at de forsøgte at flygte via havruten, men varmen fik fat i dem, før de kunne slippe væk.
Efter at have fået status som UNESCO-verdensarv i 1997 begyndte verden at få øjnene op for Herculaneum. Professor Andrew Wallace-Hadrill er en vigtig person i den nuværende bevaringsindsats af Herculaneum. Masser af mennesker strømmer nu til Herculaneum for at nyde de usædvanligt velbevarede ruiner og hylde dem, der på tragisk vis mistede livet i 79 e.Kr.
Herculaneum Conservation Project, som er et samarbejde mellem de italienske myndigheder og David Packard Institute, spiller en vigtig rolle i den igangværende bevaringsindsats. Det ledes af professor Andrew Wallace-Hadrill, der er professor på Cambridge Universitets afdeling for klassiske fag.
Konstant overvågning af temperatur, luftfugtighed og andre miljøfaktorer er afgørende for at forhindre skader på de sarte ruiner. Sofistikerede systemer sporer disse forhold og sikrer et stabilt miljø for de udsatte strukturer.
Der anvendes omhyggelige udgravningsteknikker for at minimere skader og garantere arbejdernes sikkerhed. Nye teknologier som laserscannere og 3D-modellering bruges til at dokumentere og analysere stedet før, under og efter udgravningen.
Vandinfiltration er en stor trussel, da det kan forårsage erosion og skade på den vulkanske aske og det affald, der bevarer byen. Drænsystemer og omhyggelige vandhåndteringsstrategier er afgørende for at beskytte ruinerne. Klimaforandringer er selvfølgelig en anden stor trussel mod freskoer og skrøbelige malerier.
Regionen oplever lejlighedsvise jordskælv, som kan udgøre en risiko for strukturelt kollaps for allerede svækkede bygninger.
Desuden er det en vanskelig opgave at udgrave Herculaneum yderligere, da der er bygget så meget oven på den - nabobyerne Ercolano og Portici har bebyggelser oven på den gamle by. At grave videre vil betyde, at eksisterende huse og bygninger skal rives ned.
Meget af det, vi ser i Herculaneum, har været et kærlighedsarbejde - fresker, statuer og buster er blevet omhyggeligt rekonstrueret for at bringe dem tilbage til deres oprindelige tilstand så meget som muligt. Uden Amedeo Maiuri, Andrew Wallace-Hadrill og deres teams indsats ville Herculaneum for længst have lidt en krank skæbne i hænderne på vandaler og tyveknægte.
Selvom 75% af byen stadig ligger uopdaget hen, er det, vi ser i dag, beskyttet som en del af den arkæologiske park i Herculaneum.
Billetter til Herculaneum med tidsbegrænsning
Herculaneum Spring-køen-over guidet tur med en arkæolog
Kombination: Pompeji + Herculaneum Billetter
Herculaneum Spring-køen-over billetter med returtransport
Før udbruddet af Vesuv var Herculaneum en velhavende havneby, der husede romerske adelsmænd. Overdådige villaer, marmorstatuer og indviklede freskomalerier prydede det offentlige landskab. Efter udbruddet i 79 e.Kr. blev denne velhavende by begravet under flere lag aske og var glemt i århundreder. Det er først i løbet af de sidste 300 år, at dele af den gamle by er blevet udgravet og værdsat for sin bemærkelsesværdige bevarelse af det gamle romerske liv.
Marcus Nonius Balbus var en offentlig velgører i Herculaneum, som udsmykkede byen med buster og statuer. Han var romersk senator og guvernør på Kreta. En anden regeringsembedsmand, Appius Claudius Pulcher, var en romersk general og adelsmand, hvis navn blev fundet indskrevet i Herculaneum teater.
Herculaneum vakte offentlighedens interesse allerede i 1700-tallet, da kong Charles af Bourbon-dynastiet regerede. Der er ingen formel dato for, hvornår den arkæologiske park åbnede for offentligheden, men dedikerede udgravninger trak gradvist flere mennesker til stedet. Nu er det et turiststed med dedikerede tjenester, der bestræber sig på at bevare og fremvise byens fortid.
Eksperter mener, at Samnite House er en af de ældste strukturer i Herculaneum. Den var mindst 300 år gammel, da Vesuv ramte.
I Herculaneum blev ligene udsat for ekstreme temperaturer på 500 ℃ eller mere, hvilket gjorde deres indre flydende og reducerede dem til bare knogler. I modsætning hertil var pimpstensregnen og askedækket på Pompeii relativt lavere, hvilket indhyllede menneskene i murbrokker og dermed bevarede deres silhuetter.
Udbruddet bevarede en bemærkelsesværdig samling af skriftruller i Villa of the Papyri. Forskere er nu møjsommeligt i gang med at dechifrere disse tekster, hvilket giver en potentiel chance for at få direkte adgang til romerske filosofiske og litterære værker!
Det er rigtigt. Du kan få en guidet tur på til Herculaneums ruiner med en arkæolog, som kan kaste lys over stedets fortid og nutid, bevaringsmetoder og meget mere. De vil også kunne fortælle dig om betydningen af de freskoer du ser, de huse du besøger osv.
Herculaneum er en skræmmende påmindelse om vulkansk kraft, men giver også et bemærkelsesværdigt indblik i det romerske hverdagsliv. Det er et vidnesbyrd om menneskelig modstandskraft og historiens vedvarende kraft, som minder os om, hvor vigtigt det er at bevare fortiden for fremtidige generationer.
